EU-chef gør allerede klar til nyt topmøde om topjob

Skrevet af admin

26/06/2014

Dagens topnyheder

Endnu inden EU-landenes stats- og regeringschefer torsdag eftermiddag lander i Bruxelles, lægger EU-præsident Herman Van Rompuy op til, at han vil se dem igen allerede om tre uger for at lægge det eller de næste kort i årets store jobkabale.

Van Rompuy har under de seneste dages og ugers forberedelser til topmødet torsdag-fredag meldt meget fast ud om, at han i denne omgang kun sigter mod at få sat navn på, hvem EU-landene vil have som ny formand for EU-Kommissionen.

I det seneste udkast til topmødets sluterklæring står, at topmødet "har godkendt beslutningen om at foreslå Europaparlamentet X som formand for Europakommissionen".

Ifølge diplomater i Bruxelles er der næppe længere tvivl om, at X'et står for luxembourgeren Jean-Claude Juncker. Også selv om den britiske premierminister, David Cameron, og formentlig også Ungarns Viktor Orbán vil stemme imod.

Lederne kan teoretisk vælge at gå længere og få flere navne på plads nu. Eller der kan gå kludder og yderligere forsinkelser i hele processen.

Men på et forberedende møde onsdag aften er EU-landenes ambassadører ifølge Ritzaus oplysninger blevet orienteret om, at Van Rompuy har i sinde at holde et ekstraordinært topmøde i tredje uge af juli. Der er endnu ikke fastsat en dato, men 17. juli er et godt bud.

Behovet for det ekstra møde skyldes primært, at stats- og regeringscheferne også skal udpege deres kandidat til posten som EU's nye udenrigschef, når britiske Catherine Ashton stopper sammen med hele kommissionen, formentlig 31. oktober.

Men eftersom den nye kommissionsformand skal være med til at sætte sit hold af kommissærer, vil man vente på, at kommissionsformanden bliver formelt godkendt i Europaparlamentet. Det ventes at ske 16. juli.

Stats- og regeringscheferne i Det Europæiske Råd er alene om at bestemme, hvem der skal være deres formand som afløser for Herman Van Rompuy.

Det er det job, statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) trods sine egne gentagne benægtelser vedholdende sættes i forbindelse med.

Van Rompuys mandat udløber først med udgangen af november, så det behøver formelt ikke at blive besat endnu. Det er suverænt op til stats- og regeringscheferne at afgøre, hvornår de gør det.

/ritzau/