EU-chef til topmøde: Sig ja til aftale med Tyrkiet nu

Skrevet af admin

18/03/2016

Dagens topnyheder

EU-præsident Donald Tusk og Tyrkiets premierminister, Ahmet Davutoglu, er enige om en aftale, hvor alle flygtninge og migranter, der ankommer til de græske øer efter søndag, sendes tilbage til Tyrkiet.

Donald Tusk anbefaler EU's stats- og regeringschefer, der fredag eftermiddag har genoptaget deres møde, at sige ja til aftalen med Tyrkiet uden ændringer.

- Tusk har lige fremlagt et revideret forslag for de 28 EU-lande, som han anbefaler, at landene siger ja til uden ændringer, siger en centralt placeret EU-embedsmand.

Ahmet Davutoglu, den tyrkiske premierminister, har på bilaterale møder tidligere fredag indikeret, at han er enig i aftaleteksten, siger EU-embedsmanden.

Det står eksplicit i udkastet til aftalen, at den såkaldte "cut off-dato", hvorefter alle flygtninge og migranter sendes tilbage over Det Ægæiske Hav, vil være søndag 20. marts.

For hver syrisk flygtning, der sendes retur til Tyrkiet fra de græske øer, skal EU tage en anden syrisk flygtning fra en lejr i Tyrkiet og genhuse vedkommende i EU.

Og det skal gå stærkt, sagde den tyske forbundskansler, Angela Merkel, natten til fredag efter EU-topmødets første dage.

- Tyrkiets klare forventning er, at få dage efter at tilbagesendelserne begynder, skal EU-landene sætte gang i én-for-én programmet, sagde Merkel.

EU skal også betale flere penge til støtte for syriske flygtninge i Tyrkiet og fremrykke visumfri adgang for tyrkere til EU.

Desuden har Tyrkiet ønsket mere fart på udvidelsesforhandlingerne med EU.

/ritzau/