EU: Der bliver stadig fanget for mange torsk i Østersøen

Skrevet af admin

02/09/2015

Mest læste i dag

Der bliver stadig fanget alt for mange torsk i Østersøen til, at torsken kan nå at følge med.

Derfor foreslår EU-Kommissionen onsdag i sit oplæg for fiskekvoter i Østersøen 2016, at kvoten for torsk skal beskæres med 20 procent.

Det kommer til at betyde, at danske fiskere skal regne med færre torsk, til gengæld kan de fiske flere sild.

For det ser langt bedre ud for silden i Østersøen. EU-Kommissionen anbefaler i det årlige kvoteudspil, at sildekvoten hæves med 10 procent til 103.254 ton i den centrale del af Østersøen.

Ifølge EU-Kommissionen har langt de fleste fiskearter i Østersøen nu nået det bæredygtige niveau, kaldet MSY - maksimum sustainable yield. Målet er, at alle fiskearter når det niveau senest i 2020.

Også i 2015 måtte de danske fiskere se torskekvoterne reduceret, mens sildekvoten blev sat op med 45 procent i den centrale del af Østersøen.

Dengang ønskede Danmarks Fiskeriforening, at torskekvoterne blev sat op i 2016. Det vil næppe ske.

Kvoteudspillet baserer sig på en videnskabelig vurdering af, hvor mange fisk der skal til for at opretholde en bæredygtig bestand.

EU-landenes fiskeriministre skal nu forhandle de endelige kvoter på plads.

/ritzau/