EU-dom baner vej for nye tyrkiske familiesammenføringer

Skrevet af admin

12/04/2016

Mest læste i dag

Den danske udlændingelov begrænser ulovligt den ret, som tyrkiske arbejdstagere i Danmark har til at få familiesammenføring med deres børn.

Det fastslår EU-Domstolen i Luxembourg tirsdag i en dom om en ung tyrker, der aldrig har været i Danmark, ikke taler dansk og kun sjældent har set sin far.

Han fik i 2006 afslag på opholdstilladelse i Danmark med den begrundelse, at han ikke har mulighed for at blive ordentligt integreret.

Men den afgørelse strider mod EU's associeringsaftale med Tyrkiet, fastslår domstolen, der dermed underkender en stramning af den danske udlændingelov fra 2004.

Den danske begrænsning af tyrkeres ret til familiesammenføring med deres børn træder i praksis i kraft, hvis ansøgningen om familiesammenføring bliver indgivet mere end to år efter, at faderen eller moren har fået permanent opholdstilladelse i Danmark.

Men EU-Domstolen skriver i sin afgørelse, at det er svært at forstå, hvorfor det lige netop skulle være vanskeligere at sikre en vellykket integration efter de to år.

Sådan en tidsfrist behøver ikke at sige noget meningsfuldt om forældrenes evne til at sikre, at deres barn bliver ordentligt integreret i Danmark, mener domstolen.

EU-Domstolen fastslår derfor, at der i hver eneste sag skal foretages en konkret vurdering af barnets mulighed for at blive ordentligt integreret.

Danmark kan således ikke opretholde en praksis, hvor der automatisk bliver givet afslag på familiesammenføring alene med den begrundelse, at en ansøgning er afleveret mere end to år efter, at opholdstilladelsen er givet.

Sagen handler om den tyrkiske statsborger Caner Genc, der er født i 1991. Han har boet hos sine bedsteforældre i Tyrkiet siden sine forældres skilsmisse i 1997, hvor hans far, der har forældremyndigheden over ham, flyttede til Danmark for at arbejde.

EU-landene må ifølge associeringsaftalen med Tyrkiet ikke indføre nye begrænsninger for vilkårene for adgang til beskæftigelse for tyrkiske arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der har opnået opholds- og arbejdstilladelse i et EU-land.

Det var Østre Landsret, der derfor havde spurgt EU-Domstolen, om den danske toårsregel var en ulovlig begrænsning eller ej.

/ritzau/