EU-dom får Enhedslisten til at kræve nyt forbehold

»Det er jo helt tydeligt, at EU ikke respekterer den skattebetalte velfærdsmodel, vi har i Danmark. Det er vi nødt til at reagere på. Helt konkret foreslår vi, at regeringen garanterer befolkningen mod EUs angreb på velfærden. Det kunne være i form af et nyt velfærdsforbehold,« siger EU-ordfører Nikolaj Villumsen (Ø).

Han reagerer på en afgørelse fra EU-domstolen, som dømmer Tysklands krav til studiestøtte for ugyldig. Tyskland må ikke nægte sine egne statsborgere at tage offentlig støtte med sig på et udenlandsk studieophold, selvom de har boet mindre end tre sammenhængende år i Tyskland inden studierne. Dommen kan også få konsekvenser i Danmark, hvor SU-reglerne før har lidt nederlag i EU-regi.

»Det her er en bombe under SU-systemet, og afgørelsen ændrer radikalt forholdet til EU, hvor ja-partierne gang på gang har lovet os, at velfærdssystemet kan bevares. Det viser sig nu ikke at være tilfældet,« siger Nikolaj Villumsen, som mener, at regeringen skylder danskerne en forklaring - og i sidste ende et valg om EU.

»Regeringen sidder med et forklaringsproblem, for ved folkeafstemning efter folkeafstemning har man sagt, at velfærdssamfundet ikke ville komme under pres af dansk EU-medlemskab. Hvis ikke regeringen kan beskytte velfærden, må vi spørge danskerne, om de stadig er interesseret i at have det forhold til EU, som vi har i dag,« fastslår EU-ordføreren.

De danske nationale eksperter skal nu granske torsdagens dom nærmere, inden de kan afgøre, om den også får betydning i Danmark.

Dagens Gossip