EU-domstol: Studiestøtte kræver ikke bopæl

EU-Domstolen underkender en del af tysk praksis for udbetaling af studiestøtte til tyske statsborgere, der vil studere i et andet EU-land.

Det er for stift at kræve fast bopæl i Tyskland uafbrudt tre år inden udrejse, siger domstolen i en afgørelse, der dog holder døren åben for, at EU-lande kan bruge andre kriterier til at begrænse udbetalingen af støtte til deres statsborgeres studier i andre EU-lande.

Tyskland stiller krav om, at studerende kun kan få fuld tysk studiestøtte med sig til studier i udlandet, hvis de har boet i Tyskland uafbrudt de seneste tre år inden studierne.

Domstolen siger på baggrund af to konkrete sager om tyske studerende, der har boet uden for Tyskland det meste af deres barndom og ungdom, at det krav er for stift. Og at det ikke overholder EU's regler om fri bevægelighed.

- Mens domstolen finder, at det kan være rimeligt for en medlemsstat alene at give studiestøtte til studerende, der har demonstreret en passende grad af integration i tysk samfund, er den pågældende betingelse for generel og udelukkende og går dermed ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå det ønskede mål, hedder det i dommen.

/ritzau/

Dagens Gossip