EU dropper forhandlinger med Ukraine

Skrevet af admin

15/12/2013

Mest læste i dag

EU sætter forhandlingerne om en stor handels- og associeringsaftale med Ukraine i bero.

Det oplyser EU's udvidelses- og naboskabskommissær, Stefan Füle, søndag på Twitter, hvor han skriver, at den ukrainske regerings argumenter "ingen hold har i virkeligheden".

- Ord og handlinger af præsidenten og regeringen angående associeringsaftalen er længere og længere væk fra hinanden. Deres argumenter har ingen hold i virkeligheden, skriver han på det sociale netværk.

Afblæsningen af forhandlingerne sker på trods af, at Ukraines vicepremierminister, Serhij Arbusov, fredag slog fast, at landet "snart" ville underskive aftalen med EU.

Stefan Füle skriver på Twitter, at han ikke har hørt fra den ukrainske regering siden sidste uge, hvor kommissæren krævede et håndfast svar fra ukrainerne om, hvorvidt de ville underskive aftalen.

Ukraines regering indstillede 21. november arbejdet med at forberede underskrivelsen af aftalen forud for EU's østlige partnerskabstopmøde i Vilnius, hvor aftalen efter planen skulle været underskrevet.

Det skete i forlængelse af, at Ukraines parlament havde vedtaget en lov, der sigtede mod at opfylde et af de tre krav, EU har stillet: En reform af valgloven.

Ukraine mangler dog fortsat at lovbehandle en reform af anklagemyndigheden og at opfylde kravet om et stop for såkaldt "selektiv retfærdighed".

Det dækker over, at EU kræver en løsning på situationen for den tidligere premierminister Julia Timosjenko, som sidder fængslet for muligt magtmisbrug.

Mange iagttagere mener dog, at sagen mod Timosjenko er politisk motiveret.

Mandag holder EU's udenrigsministre møde i Bruxelles. Øverst på dagsordenen står situationen i Ukraine, hvor omkring 200.000 demonstranter søndag var på gaden i hovedstaden, Kijev, for at protestere mod præsident Viktor Janukovitj' kurs over for EU.

Udenrigsministrene holder i samme ombæring arbejdsfrokost, hvor den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, er inviteret.

Netop Rusland er interessant i forhold til EU's håb om en aftale med Ukraine. Russerne håber blandt andet at trække ukrainerne tættere på sig ved at indgå en toldunion bestående af Rusland og en række tidligere sovjetstater.

/ritzau/