EU dropper penge til bredbånd i Danmark

Danmarks landdistrikter må vinke farvel til en EU-pulje, der havde 50 milliarder kroner øremærket til at sørge for hurtigere bredbånd i Europas mere tyndtbefolkede yderområder.

Hurtigt bredbånd er ellers helt afgørende for vækst og arbejdspladser, men puljen er blevet droppet som resultat af EU's nye budget. Og det møder kritik:

- At budgettet går fra potentielle 50 milliarder kroner til nul og niks til opgradering af den digitale infrastruktur, må i yderområderne føles som at sidde tilbage med den digitale sorteper, siger Thomas Woldiderich, der er chefkonsulent hos Dansk Energi.

Hos Landdistrikternes Fællesråd ærgrer man sig ligeledes over de manglende penge.

- Det er rigtig træls, for det ville have været en løftestand, hvis man fra EU's side havde sat nogle penge af til det her og indset, at det er vigtigt. Det går ud over væksten i yderområderne, så det er vi rigtigt trætte af, siger sekretariatschef Kirsten Bruun.

Hun peger på, at jo længere tid, det tager at få hurtigt internet til yderområderne, jo flere problemer risikerer landdistrikterne at få.

- Det betyder først og fremmest arbejdspladser. Rigtig mange små virksomheder vil gerne etablere sig i landdistrikterne, men det kan ikke lade sig gøre, når der ikke er ordentligt internet.

- Jeg tror også, at det vil betyde, at vi bliver endnu mere affolket, siger Kirsten Bruun.

På Christiansborg er politikerne uenige om, hvorvidt EU har prioriteret rigtigt eller ej.

Socialdemokraterne ser det som internetudbydernes ansvar at sørge for, at der kommer hurtigt bredbånd til de danske yderområder, men den køber Dansk Folkeparti ikke.

- Jeg synes, at det er utroligt visionsløst, at EU har valgt at fjerne puljen. Det gør jo, at vi i større grad vil få et A- og et B-hold i Danmark, siger Dennis Flydtkjær, der er it-ordfører for DF.

/ritzau/

 

Dagens Gossip