EU dropper Rusland som en strategisk partner

Skrevet af admin

02/09/2014

Dagens topnyheder

Der er lukket for det varme vand i forholdet mellem EU og Rusland, konstaterer EU's kommende udenrigschef, Federica Mogherini.

Rusland er blevet strøget som en "strategisk partner" for EU efter Moskvas indblanding i den ukrainske krise.

- Jeg tror, at Rusland forbliver en strategisk aktør i regionale og globale spørgsmål, forklarer hun EU-Parlamentets udenrigsudvalg.

- Men jeg tror ikke, at Rusland længere vil være en strategisk partner. Jeg kunne ønske, at det igen i fremtiden vil være en strategisk partner, føjer hun til.

Mogherini overtager i november posten som EU's udenrigschef fra Catherine Ashton.

Hun er blevet mødt med skepsis fra de østeuropæiske EU-lande, fordi hun som Italiens udenrigsminister ifølge deres mening har været alt for eftergivende og venlig over for Rusland.

Italien har i dette halvår formandskabet i EU, og overfor parlamentet beklager hun, at den italienske regering i sit formandsprogram har betegnet Rusland som en "strategisk partner" for EU.

- Hvis der var en sætning i programmet, som jeg kunne stryge, så ville det være denne, forklarer hun de europæiske parlamentarikere.

Hun henviser til den tyske præsident, Joachim Gauck, der mandag konstaterede, at Rusland gennem konflikten i Ukraine selv har afsluttet sit partnerskab med EU, men at EU gerne vil have genskabt det gode naboskab.

- Jeg ser det sådan her: Det strategiske partnerskab er slut. Det er klart, det er slut. Det var først og fremmest Moskvas valg.

- Det er tydeligt, at vi ikke taler om et partnerskab i dag. Men hvis man spørger, om det er i vores interesse - sådan som præsident Gauck også siger - i fremtiden at forestille os at genskabe betingelserne for partnerskabet, så kan ingen fornuftig europæer da sige, at det ikke vil være i vores interesse. Men det er jo ikke der, vi er. Det er Moskvas beslutning.

- Jeg ved ikke, om det besvarer spørgsmålet, om jeg er pro- eller antirussisk. Men det er min holdning, siger Mogherini.

Hun bebuder, at EU's sanktioner over for Rusland vil blive skærpet fredag, efter EU-landenes ambassadører onsdag har gennemgår den nye sanktionsliste.

/ritzau/