EU-ekspert: Danmark skal vente modstand i dagpengesag

Skrevet af admin

11/03/2014

Dagens topnyheder

Når Danmark vil støtte Finland i kampen for at bevare nationale optjeningsprincipper til dagpenge i en kommende sag ved EU-Domstolen, skal man forvente, at der kommer lande, der har den eksakt modsatte opfattelse.

Det vurderer professor og leder af Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet, KU, Marlene Wind, efter at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på et pressemøde tirsdag gør det klart, at man bakker Finland op i spørgsmålet.

- Man kunne godt forestille sig, at der er en række lande, der har det modsatte synspunkt, som så også vil gøre deres holdninger gældende over for domstolen. Så må domstolen afveje, om hvad der er rimeligt i forhold til EU-reglerne, siger Marlene Wind.

Hun peger eksempelvis på østlande, der vil argumentere mod Danmark og Finland. Professoren roser Danmark for at støtte finnerne i spørgsmålet.

- Det er utrolig vigtigt, at Danmark kommer på banen her og argumentere sammen med Finland. Både mundtligt og skriftligt om hvorfor man mener, at sagen skal falde ud til Finlands fordel. For det vil så smitte af på Danmark, siger Marlene Wind.

Også Peter Pagh, der er juraprofessor på KU, mener, at det er vigtigt, at EU's medlemslande kommer på banen i sager ved EU-Domstolen:

- Det er helt naturligt, at medlemslande træder ind og bakker andre lande op i sager ved domstolen. Men man kan ikke sige, at den finske sag kan overføres direkte til danske forhold. For der er altid elementer, der ikke kan overføres, siger han.

Indtil 2004 var Danmark tilbageholdende med at intervenere i andre landes anliggender ved EU-Domstolen. Men i de sidste 10 år har Danmark været mere aktiv.

Regeringen vil helt konkret skærpe kravene på flere punkter for udenlandske EU-borgeres mulighed for at få dagpenge i Danmark. Blandt andet med samtaler på jobcentre og danskundervisning.

/ritzau/