EU-ekspert: Politikere er tudefjæs

I over 10 år har de danske politikere kunnet forudse, at borgere fra andre EU-lande på et tidspunkt ville få mulighed for at modtage SU i Danmark eller en check med børnepenge. Det skriver Jyllands-Posten.

Udviklingen har været åbenlys, og derfor undrer flere eksperter sig over politikernes reaktion på de seneste dages nyheder om østarbejdere, der modtager SU og børnepenge.

Hvor overrasket kan politikerne egentlig tillade sig at være, lyder spørgsmålet.

Marlene Wind, leder på Center for Europæisk Politik og nyudnævnt professor ved Juridisk Fakultet i Oslo, mener, at den virkelige fadæse er, at politikerne ikke har tilpasset reglerne.

- Der er noget tudefjæs over det, når politikerne piber over noget, som de i hvert fald har kunnet forudse siden 2002, da Anders Fogh Rasmussen stod ude i Bellacentret og kaldte aftalen om østudvidelsen et historisk øjeblik, siger hun til avisen.

Og det handler ikke om at afvikle velfærdssystemet, siger Marlene Wind.

- Systemet skal blot indrette sig på en måde, der passer til den fri bevægelighed i en global verden. I dag belønner det folk, som ikke bevæger sig, men i mange andre lande er velfærden forsikringsbaseret, hvilket ikke gør det dårligere, siger hun.

Både Venstre og De Konservative har talt om drastiske ændringer af SU-systemet efter flere EU-domme, som øger andre EU-borgeres muligheder for at modtage uddannelsesstøtte herhjemme.

Ifølge juraprofessor Kirsten Ketcher viser sagerne, at politikerne ikke har sat sig ind, hvordan det europæiske fællesskab fungerer. Retligt er der i EU forbud mod diskrimination i forhold til nationalitet.

- Hvis man bare overholder det, kan man næsten indrette sig, som man vil, så alt det her skrig og skrål er lidt primitivt, siger hun til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Dagens Gossip