EU er klar til at handle efter russisk importstop

EU forbeholder sig retten til at tage nødvendige skridt, når EU-Kommissionen har gennemgået detaljerne og omfanget af det importstop af varer fra EU, som Rusland har indført torsdag.

Det skriver EU-Kommissionen i en udtalelse, hvor den beklager, at Rusland vil ramme importen af fødevare- og landbrugsprodukter.

- Beskeden (fra Rusland, red.) er tydeligt politisk motiveret. Kommissionen vil vurdere foranstaltningerne, så snart vi har mere information om det fulde indhold og omfang, står der i udtalelsen fra kommissionen.

- Efter en fuld vurdering af Ruslands foranstaltninger forbeholder vi os retten til at tage nødvendige kridt.

En EU-diplomat siger ifølge det russiske nyhedsbureau Itar-Tass, at importstoppet er i strid med Verdenshandelsorganisationens (WTO) regler.

- Politisk motiverede storskala handelsrestriktioner er en direkte overtrædelse af WTO-regler, som Rusland har lovet at overholde. Foranstaltningerne vil blive grundigt analyseret, og så vil de relevante påstande blive sendt til WTO, siger EU-diplomaten til Itar-Tass.

Det russiske importstop rammer import af en lang række fødevarer - herunder frugt, grønt, kød, fisk, mælk og mejeriprodukter fra USA og EU, Australien, Canada og Norge.

Det russiske importstop kommer, efter at EU 29. juli valgte at indføre økonomiske sanktioner mod Rusland. EU begrænser Ruslands adgang til EU's finansielle marked, indfører en våbenembargo og stopper eksport af forskelligt udstyr til brug i den russiske energisektor.

Kommissionen understreger i udtalelsen, at de sanktioner hænger sammen med Ruslands ulovlige annektering af Krim-halvøen og destabiliseringen af Ukraine.

EU forbliver engageret i at nedtrappe situationen i Ukraine, og alle bør deltage i den indsats, står der endvidere.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV