EU er skeptisk over for nye danske gødningsregler

Skrevet af admin

02/03/2016

Dagens topnyheder

De nye regler for, hvor meget landmænd må gøde deres marker, har allerede kostet Eva Kjer Hansen (V) posten som miljø- og fødevareminister.

Ifølge Jyllands-Posten kan lovgivningen, der er en del af regeringens landbrugspakke, imidlertid også komme til at koste Danmark et milliardtilskud fra EU's landdistriktsprogram.

Ifølge avisen fremgår det nemlig klart af flere mødereferater, at EU-Kommissionen er skeptisk over, om pakken overholder EU's vandrammedirektiv.

Og ender det med, at kommissionen vurderer, at landbrugspakken ikke gør det, kan kommissionen egenhændigt beslutte at lukke for et tilskud på 1,3 milliarder kroner, som Danmark modtager fra landdistriktsmidlerne.

Under Folketingets spørgetime tirsdag svarede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ikke klart på, om regeringen er blevet advaret af EU-Kommissionen om, at reglerne kunne være i konflikt med EU's regler.

Men han slog fast, at regeringen ikke mener, at der er en miljøregning, der skal samles op.

Referater fra møder mellem danske embedsmænd og EU-Kommissionen viser ifølge Jyllands-Posten, at EU-Kommissionen allerede i september var forbeholden over for de dele af landbrugspakken, der afskaffer loftet over, hvor meget landmænd må gøde.

I stedet skal der indføres såkaldt "målrettet regulering". Men hvordan den konkret skal udformes, er ikke på plads endnu.

- Kommissionen påpeger, at det er utrygt, at Danmark arbejder på lempelser, før den kompenserende indsats er udviklet. Sådan lød en konklusion ifølge Jyllands-Posten i november.

De Konservatives landbrugsordfører, Rasmus Jarlov, slog tirsdag fast over for Ritzau, at partiet stadig mener, at der er behov for en tillægsaftale til landbrugspakken. Blandt andet fordi den efter alt at dømme er i konflikt med EU's vandrammedirektiv.

/ritzau/