EU: Exit-forhandlinger med briterne skal hurtigt i gang

Skrevet af admin

24/06/2016

Dagens topnyheder

Storbritannien skal iværksætte exit-proceduren som beskrevet i EU-traktaten så hurtigt som muligt, hedder det i en fælles udtalelse fra fire topledere i EU.

- Vi forventer nu, at Storbritanniens regering fører det britiske folks beslutning ud i livet så hurtigt som muligt, uanset hvor vanskelig den proces må være, hedder det i udtalelsen, som EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, fredag læser op på et kort pressemøde.

EU-toppen siger, at "enhver forsinkelse vil forlænge usikkerheden unødvendigt", og at EU-traktatens artikel 50, der beskriver, hvordan et land forlader EU, er vejen frem for at håndtere den britiske exit på en ordentlig måde.

- Vi er klar til hurtigt at indlede forhandlinger med Storbritannien om vilkår og betingelser om dets udmeldelse af Den Europæiske Union, hedder det i udtalelsen.

Det er en situation uden fortilfælde, siger EU-lederne, men de øvrige 27 EU-lande er enige om at fortsætte samarbejdet.

- Unionen vil fortsætte med 27 medlemslande. Unionen er rammen om vores fælles politiske fremtid, siger Juncker, mens han læser udtalelsen op.

De britiske reformer, som premierminister David Cameron fik opbakning til på et EU-topmøde i februar, bortfalder nu.

- Der bliver ingen genforhandling, siger Jean-Claude Juncker under sin oplæsning af udtalelsen.

EU-toppen siger, at den respekterer den britiske beslutning om at melde sig ud af EU, men de beklager den.

EU-udtalelsen kommer efter et møde fredag i Bruxelles mellem EU-præsident Donald Tusk, Europaparlamentets formand Martin Schulz, premierminister Mark Rutte fra det hollandske EU-formandskab og EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker.

/ritzau/