EU-finansministre enige om direkte hjælp til banker

»Vi har taget et vigtigt skridt i retning af en bankunion, ved at blive enige om de overordnede principper for fremtidig regler for direkte rekapitalisering af bankerne,« sagde den tyske finansminister Wolfgang Schäuble efter mødet med sine kolleger.

Da gældskrisen var på sit højeste, oprettede EU en redningsfond på 500 milliarder euro for at kunne give nødhjælp til medlemslandene.

Allerede i juni sidste år, da de spanske banker så ud til at kollapse, blev det besluttet, at fondens midler skulle kunne bruges til direkte støtte til bankerne i stedet for at gå gennem medlemslandenes statskasser.

Men medlemslandene kunne ikke blive enige om betingelserne. Tyskland advarede om, at lande dermed kunne få reddet deres banker uden om de strenge betingelser fra ESM.

En pointe der blev gentaget af den tyske finansminister torsdag.

»Hvis nogle tror, at en bank, der mangler kapital, bare kan gå til ESM, så er det noget vrøvl. Det skal bruges som en sidste udvej,« sagde Schäuble.

Den hollandske finansminister Jeroen Dijsselbloem, der står i spidsen for gruppen af finansminister fra eurozonen, sagde, at ESM maksimalt vil kunne yde 60 milliarder euro, som direkte lån til konkurstruede banker.

De 17 finansministre i eurozonen mødes fredag med de 10 finansministre, der står udenfor herunder økonomiminister Margethe Vestager (R) for at diskutere emnet i forhandlingerne om et bankgenopretning og -afviklingsdirektiv, som, hvis det bliver godtkendt, skal til forhandling med Europaparlamentet.

Finansministrene drøftede også den ustabile situation i Grækenland, der indtil videre har fået to hjælpepakker.

Både Dijsselbloem og økonomikommisær Olli Rehn gav udtryk for bekymring over den seneste udvikling i Athen med den græske koalitionsregering, der er i problemer efter en beslutning om at lukke det statslige tv. En beslutning, der har vakt stor folkelig vrede.

»Jeg appellerer til ansvarsfølelsen hos de politiske ledere i Grækenland af hensyn til Grækenland og Europa,« sagde Olli Rehn.

Dijsselbloem insisterede på, at den græske redningsplan er på ret kursus og finansieres ordentligt, men tilføjede, at det var vigtigt, at trojkaen af kreditorer i EU, Centralbanken og Den International Valutafond gennemfører en undersøgelse i begyndelsen af juli.

Ministrene godkendte også formelt Letlands tiltrædelse i euroområdet som det 18. medlem fra januar 2014.

BNB/AFP

Dagens Gossip