EU fjerner støtte til israelsk besatte områder

Det betyder, at de områder, som israelerne besatte i forbindelse med seksdageskrigen i 1967, ikke længere kan komme i betragtning til tilskud og finansielle instrumenter, der finansieres af EU fra og med 2014.

I Danmark erklærer udenrigsminister Villy Søvndal (SF) sig yderst tilfreds med de nye vejledninger.

»Jeg er glad for, at de nye retningslinjer nu er vedtaget. De er et resultat af den politik, som Danmark har været medinitiativtager til, og som EUs udenrigsministre skar ud i pap i december 2012, nemlig at ingen aftaler mellem Israel og EU kan omfatte de besatte områder. Og altså derfor heller ikke bosættelserne,« fastslår han i en pressemeddelelse.

EU anerkender ikke Israels suverænitet i nogen af de besatte områder, der udgøres af Golanhøjderne, Gazastriben og Vestbredden, herunder Østjerusalem. Det betyder, at eventuelle ansøgere i disse områder, der ønsker EU-tilskud, fremover skal underskrive en erklæring om, at de var registreret i området inden 1967. Samtidig skal de give deres samtykke til, at de ikke vil udføre aktiviteter i de besatte områder. Det bliver op til ansøgeren at løfte bevisbyrden. Bryder en ansøger aftalen, vil det kunne medføre tilbagebetaling af støtten.

Villy Søvndal gør det klart, at de nye retningslinjer ikke er ensbetydende med, at EU ikke længere vil samarbejde med israelerne.

»Jeg vil samtidig understrege, at EU ikke dermed ønsker at begrænse samarbejdet med Israel. Tværtimod ønsker vi fuld israelsk deltagelse i de EU-programmer, der vil være tale om, for eksempel inden for forskning og uddannelse, så længe samarbejdet ikke berører bosættelserne,« forklarer han.

Udenrigsministeriet forventer, at de nye tiltag primært vil påvirke Israels deltagelse i forskningsprogrammet Horizon 2020, men det kan også komme til at omfatte områder inden for kultur og uddannelse.

Ministeriet oplyser desuden, at EUs beslutning allerede har givet genlyd i Israel, hvor medlemmer af regeringen har udtrykt højlydt utilfredshed.

Dagens Gossip