EU: Flypassagerer kan se frem til bedre vilkår

Skrevet af admin

05/02/2014

Dagens topnyheder

Onsdag har EU-Parlamentet stemt for et forslag, som skal gøre det nemmere at være flypassager i Europa.

Det er EU-Kommissionen, der er kommet med lovforslaget, som med flere forslag til ændringer fik samlet flertal i parlamentssalen i Strasbourg.

Parlamentet foreslår blandt andet, at det skal være nemmere for passagerer at klage og få kompensation, hvis flyet er forsinket eller bliver aflyst.

- Rettighederne for flypassagerer berører stort set alle borgere i EU. Det er historien om David og Goliat, eftersom kun to procent af passagererne rent faktisk opnår at få erstatning efter at have klaget over et flyselskab.

- Jeg mener, at den tekst, vi har vedtaget i dag, sikrer en rimelig balance mellem luftfartsselskaberne og passagerrettighederne, siger parlamentets ordfører på området, Georges Bach.

Parlamentet mener, at der skal være bedre service og forslag til ombooking, når passagerer pludselig strander i en lufthavn. Og når dét sker, skal der være bedre og hurtigere information til passagererne.

Der skal være mulighed for bistand både pr. telefon og personligt i lufthavnene samt info-materiale i luftfartsselskabernes stande.

Det danske medlem af parlamentet Ole Christensen (S) mener, at EU-Parlamentet på flere området har skærpet EU-Kommissionens udspil og gjort det stærkere:

- Kommissionen havde fokuseret for meget på flyselskabernes rettigheder, og det prøver vi nu at ændre til et større fokus på passagerernes rettigheder.

Parlamentet mener, at passagererne skal have ret til kompensation efter tre timers forsinkelse ved flyvninger på over 3500 kilometer, hvor kommissionen foreslog kompensation efter fem timer.

Lovforslaget er ifølge kommissionen kommet, fordi der har været behov for en mere ensartet fortolkning af EU-lovgivningen om passagerers rettigheder og en mere effektiv håndhævelse af reglerne.

Det endelige lovforslag er endnu ikke forhandlet på plads med de 28 medlemslande.

/ritzau/