EU forarget over Karen Hækkerups køkkenhave

En gruppe politikere fra Europaparlamentet føler sig alt andet end godt modtaget under et besøg i København i juni.

Det fremgår af den officielle evaluering af turen. Her beklager politikerne sig blandt andet over, at social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) ikke fandt plads i kalenderen til et møde, men havde tid til at lægge billeder af sin have på Facebook.

Delegationen var i landet for at se på håndteringen af forældremyndighedssager. Blandt andet som en udløber af det juridiske tovtrækkeri mellem et dansk/østrigsk par om drengen Oliver.

Men det var en utilfreds delegationen, ledet af østrigeren Angelika Werthmann, der forlod Danmark.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Ikke alene kritiserede Werthmann de danske myndigheders behandling af sager om forældremyndighed, hvor den ene part ikke er fra Danmark. Delegationen blev også dårligt modtaget. Ingen ministre eller folketingspolitikere havde nemlig tid til et møde.

Invitationen om at diskutere enkeltsager blev afslået af Danmark. Det blev den, fordi parlamentarikerne ønskede at diskutere enkeltsager, eksempelvis sagen om Oliver. Karen Hækkerup kan ikke drøfte enkeltsager, fordi der vil fremkomme personoplysninger, der ikke angår andre end de, der er part i sagen, og  parlamentarikerne er ikke part i sagen.

- Jeg har aldrig oplevet det her før. Vi er en officiel delegation, og vi forlanger et bedre samarbejde. Vi er alle meget skuffede over, at vi ikke kunne få nøglepersoner i tale. Det er ikke en måde at behandle os på, sagde Angelika Werthmann.

I afrapporteringen fra besøget den 20. og 21. juni gentager Angelika Werthmann, at det er "bekymrende og irriterende", at hverken social- og integrationsministeren eller justitsministeren stillede sig til rådighed for møder.

- Sådan en mangel på respekt, forklaret med den "snarlige sommerferie i Danmark", for en officiel delegation udsendt på vegne af de højeste myndigheder i Europaparlamentet, er ikke acceptabel, siger Werthmann.

Delegationen havde på de nævnte ministres opfordring endda fremrykket besøget med en dag, men til ingen nytte.

At Karen Hækkerup tilsyneladende, ifølge en Facebook-opdatering, foretrak at tage havehandskerne på samme dag, som mødet skulle have fundet sted, bliver også nævnt af den skuffede østrigske delegationsleder.

/ritzau/

 

Dagens Gossip