EU-formand ser ny britisk regering som intern partiløsning

Europaparlamentets formand, tyskeren Martin Schulz, langer kraftigt ud efter Theresa Mays nye britiske regering.

Schulz mener, regeringen vil fortsætte det, han kalder "en ond cirkel", som vil gøre ondt på både Storbritannien og Europa.

Han siger, at Mays regering - ligesom David Camerons - er baseret på at løse interne splittelser i det konservative parti i stedet for at fremme nationale interesser.

- Vi vil arbejde konstruktivt sammen med den nyvalgte britiske regering i disse vanskelige tider, som vi også har gjort tidligere, oplyser formanden for EU-Parlamentet i en erklæring.

- Sammensætningen af den nye regering viser imidlertid, at fokus i mindre grad er på landets fremtid og mere er på at tilfredsstille den interne samhørighed i det konservative parti, tilføjer han.

Martin Schulz siger videre, Storbritannien er nødt til at bryde den onde cirkel, som har direkte betydning for resten af Europa.

- Vi står i en usikker og vanskelig situation i Europa, hvorfor alle involverede er nødt til at handle ansvarligt, siger han.

Hidtil har Storbritanniens nye premierminister udnævnt Boris Johnson til udenrigsminister, David Davis til minister med ansvar for at forlade EU, Philip Hammond til finansminister, Amber Rudd til indenrigsminister, Liam Fox til minister for international handel og Elizabeth Truss til justitsminister.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip