EU forsegler aftaler med Moldova og Georgien

Det er ikke kun Ukraine, der nu kan bryste sig af at have underskrevet en fuld frihandels- og associeringsaftale med Den Europæiske Union.

Også de tidligere sovjetrepublikker Moldova og Georgien har fredag fået 28 underskrifter fra EU-landenes chefer på deres tættere økonomiske og politiske bånd til Europa.

- Det er denne aftale, som den georgiske fremtid vil bygge på, siger Georgiens premierminister, Irakli Garibasjvili, ved underskriftsceremonien i forbindelse med EU-topmødet i Bruxelles.

- Jeg håber, at vi med EU's støtte og assistance kan følge vejen til at blive et fuldgyldigt medlem af den europæiske familie - Den Europæiske Union, siger han.

Aftalerne er kommet på plads på rekordtid af frygt for, at et eller andet ville komme i vejen for de endelige underskrifter, som det gjorde i november, da Ukraines daværende præsident, Viktor Janukovitj, sagde ellers tak til aftalen med EU.

Aftalerne går ud på at bringe de to parter tættere på hinanden både økonomisk men også værdimæssigt og politisk.

I indledningen til aftalerne står der for eksempel, at der skal være større økonomisk og politisk integration mellem parterne baseret på fælles værdier ved at øge Georgiens deltagelse i EU-politikker, - programmer og -agenturer.

Derudover skal aftalen styrke demokratiet og den politiske, økonomiske og institutionelle stabilitet i Georgien.

Aftalerne indbærer ikke, at de to lande lige med det samme får kandidatstatus til at blive medlemmer af unionen. Men de sigter mod gradvist at gøre de to tidligere sovjetrepublikker til en integreret del af det indre marked.

Det var Moldovas præsident, Iurje Leanca, og Georgiens premierminister, Irakli Garibasjvili, der var i Bruxelles fredag for at skrive under.

/ritzau/

Dagens Gossip