EU forventer tre millioner flygtninge frem til 2017

Skrevet af admin

05/11/2015

Mest læste i dag

Tre millioner flygtninge og migranter på flugt fra krig og fattigdom ventes at slå sig ned i Europa fra i år og frem til udgangen af 2017.

Det forudser EU-Kommissionen i sin økonomiske efterårsprognose, der offentliggøres torsdag.

- Overordnet set forventes det, at ekstra tre millioner mennesker vil ankomme til EU i løbet af prognoseperioden, skriver EU-Kommissionen.

- Det svarer til en forøgelse af befolkningen med 0,4 procent taget i betragtning, at nogle asylansøgere ikke vil kunne opnå international beskyttelse, står der i EU-prognosen, der dækker perioden fra 2015 til 2017.

EU-Kommissionen forventer således en million nyankomster i 2015. Men der kan også komme endnu flere, hedder det i prognosen, fordi menneskestrømmen ind i EU foreløbig er fortsat langt ind i efteråret.

Fra 2017 forventer EU-Kommissionen dog "en gradvis normalisering af tilstrømningen", fremgår det af efterårsprognosen.

EU-Kommissionen kommer samtidig med en første vurdering af de økonomiske konsekvenser af den store tilstrømning.

Og den viser ifølge EU's økonomikommissær, Pierre Moscovici, at migranterne kan hjælpe med at skabe fremgang i europæisk økonomi.

- Der vil være en effekt på væksten, der er svag, men positiv for EU som helhed, siger Moscovici.

Om tilstrømningen ender med at være positiv for europæisk økonomi handler i høj grad om, hvorvidt EU-landene formår at integrere de mange flygtninge og migranter på arbejdsmarkedet.

Det spiller også en rolle, om flygtningebølgen især viser sig at bestå af uuddannede eller lavtuddannede arbejdere. Hvis det er tilfældet, vil den positive økonomiske effekt ikke blive så stor, fremgår det af prognosen.

På plussiden tæller det til gengæld, at flygtninge og migranter er mere villige end EU-borgere i almindelighed til at påtage sig dårligt lønnet arbejde under deres kvalifikationer og i egne af landet, som de færreste ønsker at flytte til.

/ritzau/