EU gentager kald om politisk løsning i Syrien

Sådan lyder det fra EUs ledelse, der torsdag gentog opfordringen om en fredelig løsning i den anspændte situation i det mellemøstlige land.

EU-præsident Herman Van Rompuy sagde i juni, at EU »ikke er i tvivl om, at kun en politisk løsning gennem forhandlinger kan føre til fred i Syrien«.

Samme budskab kom torsdag fra EU-præsidenten på G20-topmødet i Sankt Petersborg i Rusland, hvor Syrien som ventet har fået stor opmærksomhed.

»Der er ikke nogen militær løsning på den syriske konflikt,« sagde van Rompuy på et pressemøde forud for det internationale topmøde ifølge Reuters.

»Der er kun en politisk løsning, der kan sætte en stopper for de frygtelige blodsudgydelser, grove krænkelser af menneskerettigheder og omfattende ødelæggelse af Syrien.«

Van Rompuys udtalelse bliver bakket op af EU-Kommissionsformand José Manuel Barroso. EU-ledelsens holdning viser dermed, at der er intern splittelse i EU, hvor blandt andre den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har sagt, at Danmark er klar til at støtte en militær aktion i landet. Frankrig og Storbritannien har også sagt, at de vil støtte en militær intervention, hvis USA skrider ind.

Rusland og Kina står fortsat fast på, at der skal findes en politisk løsning.

»Krig kan ikke løse problemet i Syrien,« sagde en talsmand for den kinesiske delegation ifølge AFP.

Imens forsøger USA og præsident Barack Obama fortsat at overbevise hjemlandet og verden om, at en militær aktion i Syrien er nødvendig.

Dagens Gossip

Dagens TV