EU giver grønt lys for offentlig støtte til Femern

EU-Kommissionen har godkendt modellen for offentlig finansiering af den faste vej- og jernbaneforbindelse over Femern. Den strider ikke mod EU-reglerne for statsstøtte, siger EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager.

Det er rederiet Scandlines, der driver færgerne mellem Rødby og Puttgarden og dermed sejler over Femern Bælt, der har klaget til EU-Kommissionen.

Scandlines mener, at der er tale om ulovlig og konkurrenceforvridende statsstøtte i den model, der er valgt for offentlig finansiering af projektet.

Men det afviser Margrethe Vestager med den begrundelse, at den offentlige finansiering under alle omstændigheder følger EU-reglerne for statsstøtte, fordi den "fremmer virkeliggørelsen af et vigtigt projekt af fælleseuropæisk interesse".

- Den faste forbindelse over Femern Bælt vil gøre rejsetiden mellem Tyskland og den østlige del af Danmark og de andre nordiske lande langt kortere. Det er til gavn for både befolkningen og økonomien, siger Margrethe Vestager.

- Derfor er jeg meget glad for, at vi i dag har godkendt den offentlige finansiering af projektet efter EU's statsstøtteregler, siger hun.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV