EU holder Dansk Folkeparti ude af regeringen

En række gode meningsmålinger har skabt fornyet debat om DF som regeringsparti, men på partiets årsmøde i Herning fastslår flere fremtrædende DFere, at der ikke vil blive slækket på EU-modstanden trods udsigten til et muligt regeringssamarbejde med EU-venlige partier som Venstre og de Konservative.

»Vi er ikke villige til at gå på kompromis med vores holdninger om EU. Man vil ikke se os som SF, der har solgt ud af sine EU-holdninger for at komme i regering,« siger formanden for partiets folketingsgruppe, Peter Skaarup (DF).

Samme melding lyder fra Mogens Camre (DF), tidligere medlem af Europa-Parlamentet. Dansk Folkeparti kan ikke være medlem af en regering, der fører VK-politik i forhold til EU, fastslår han.

»Hvis vi fulgte Venstre og de Konservative på EU-området, ville vi svigte et helt afgørende punkt i vores program. Det ville være et kæmpe løftebrud,« siger Mogens Camre, som mener, at det er de øvrige partier på den borgerlige fløj, der må ændre EU-politik, hvis de vil dele regeringstaburetter med Dansk Folkeparti.

»DF går ind for det indre marked, men vi går ikke ind for en politisk union, der samler magten. Vi vil genoprette grænsekontrollen og have kontrol over, hvem der indvandrer til Danmark. Det er holdninger, som vi ikke slækker på,« siger han.

Peter Skaarup vil ikke afvise, at en ny VK-linje vil føre til en regering med DF-deltagelse.

»Vi ser signaler fra begge partier, der rykker i vores favør. Og i princippet kan en regering, hvor vi ikke er fuldstændige enige om EU, godt fungere, men vi vil altid stå fast på vores politik, uanset om vi sidder i regering eller ej,« siger gruppeformanden.

Under alle omstændigheder vil der gå mindst en valgperiode eller to, før det bliver aktuelt med DF som regeringsparti.

»Det er et spørgsmål om, hvor vi kan få mest indflydelse, og lige nu er det uden for regeringen,« siger Peter Skaarup.

Dagens Gossip