EU ignorerede dansk klage om snyd med bilers udledning

Skrevet af admin

26/10/2015

Mest læste i dag

Skandalen om svindel med software og misvisende test af bilers udledning af NOx-partikler på de europæiske veje kunne måske have været undgået, hvis EU-Kommissionen havde lyttet til den danske regering tilbage i 2013.

Det skriver Financial Times søndag.

I januar 2013 skrev den daværende danske miljøminister, Ida Auken (R, dengang SF), til EU's daværende industrikommissær, Antonio Tajani, og EU's daværende miljøkommissær, Janez Potocnik, at EU-Kommissionens plan om først at kigge på området i 2017 var "uacceptabel."

Brevet fik Janez Potocnik til at advare kommissionen om, at bilfabrikanter snød ved de europæiske test af bilernes udledning af NOx-partikler. På trods af advarslerne reagerede kommissionen ikke.

Janez Potocnik skrev efter Ida Aukens henvendelse sin egen opfordring til industrikommissær Antonio Tajani, hvori han også opfordrede til, at kommissionen kastede sig over ændringer af reglerne for test af bilernes udledning af NOx-partikler.

Antonio Tajani svarede først Janez Potocnik, at det var industrikommissærens opfattelse, at indsatsen ikke skulle udskydes efter 2017. Han nævnte dog ikke, hvorvidt gennemgangen af testene skulle rykkes frem.

Et lignende svar fik Ida Auken i et brev fra begge kommissærer.

I brevet argumenterer de to kommissærer for, at "det i mange tilfælde vil kræve markante ombygninger af dieselmotorer" at møde kravene for udledning af NOx-partikler, hvis testene skulle udføres på veje i stedet for i testcentre.

Siden da har skandalen med Volkswagen-biler fået den nye EU-kommission på andre tanker. Nu barsler kommissionen med et forslag om at ændre de misvisende test.

Ida Aukens brev var ikke første gang, at kommissionen blev gjort opmærksom på problemet med misvisende testresultater. Allerede i 2011 gjorde en intern EU-rapport opmærksom på problemet med de misvisende test.

/ritzau/