EU indefryser Janukovitjs midler

Skrevet af admin

06/03/2014

Dagens topnyheder

Ukraines afsatte præsident, Viktor Janukovitj, er på listen over de 18 ukrainere, som EU's udenrigsråd har valgt at indføre sanktioner mod, fordi de bliver undersøgt for misbrug med statsmidler.

De pågældende ukraineres midler vil blive indefrosset inden for EU fra torsdag, og sanktionerne vil indtil videre gælde for de kommende 12 måneder.

Ifølge EU-Tidende er Janukovitj på listen, fordi han bliver efterforsket for at have begået underslæb og foretaget illegale overførsler af ukrainske statsmidler uden for landets grænser.

Samme begrundelse bliver der givet for, at en række tidligere ministre befinder sig på listen. Heriblandt den tidligere premierminister Mykola Azarov, tidligere indenrigsminister Vitalij Sakhartjenko og tidligere justitsminister Olena Lukasj.

Blandt de 18 ukrainere er også sikkerhedschef Oleksandr Jakymenko og præsidentens to sønner, 40-årige Oleksandr Janukovitj og 32-årige Viktor Janukovitj, fremgår det af EU-Tidende.

Beslutningen om at sanktionere mod de 18 personer blev taget på et møde mellem EU's udenrigsministre mandag i denne uge. Men navnene på de 18 personer er dog først blevet offentliggjort nu.

I sidste uge besluttede Østrig, Schweiz og Lichtenstein at spærre en stribe bankkonti, som tilhører ukrainere mistænkt for brud på menneskerettighederne og korruption.

Tidligere har de europæiske udenrigsministre diskuteret flere sanktionsmuligheder over for topfolk i det forhenværende ukrainske styre. Disse sanktioner omfattede ud over indefrysning af midler også indrejseforbud.

EU slår fast, at der med sanktionerne ikke er tale om straf, men at de udelukkende tages i brug mod et land, en gruppe eller individer med det formål at skubbe på for at ændre en politik eller aktivitet.

/ritzau/