EU kæmper med at finde nødlån til Grækenland

Skrevet af admin

14/07/2015

Dagens topnyheder

Danmark og flere andre EU-lande er skeptiske ved at bruge EU's redningsfond, EFSM, til at holde Grækenlands kriseramte økonomi oven vande hen over sommeren, indtil et nyt støtteprogram er forhandlet på plads.

Det fortæller finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) efter et økonomi- og finansministermøde tirsdag i Bruxelles, hvor forslaget blev diskuteret.

- Man kan ikke sige, at EFSM er helt ude af billedet som finansiering.

- Vi har selvfølgelig også en prioritet: At EU kommer videre, og at vi får løst situationen med Grækenland. Men det afhænger fuldstændig af betingelserne, siger finansministeren på et pressemøde.

Ud over Danmark udtrykte den britiske finansminister, George Osborne, og den svenske finansminister, Magdalena Andersson, skepsis, fortæller Claus Hjort Frederiksen.

- Eurozonen bliver nødt til at betale sin egen regning, lød det fra Osborne inden mødet.

Det var mandag morgen, at eurolandenes ledere kom frem til en aftale om et nyt støtteprogram til Grækenland efter 17 timers lange forhandlinger natten til mandag.

En af betingelserne for at indlede forhandlingerne om støtteprogrammet er, at Grækenland senest onsdag 15. juli gennemfører de første vigtige reformer og lovændringer.

Herefter kan det tage flere uger at få forhandlet programmet på plads.

Og så lang tid har Grækenland ikke. Allerede mandag 20. juli skal det kriseramte land betale 3,5 milliarder kroner til Den Europæiske Centralbank.

/ritzau/