EU-kilder: Långivere ser positivt på græsk reformforslag

Skrevet af admin

11/07/2015

Dagens topnyheder

Det seneste græske forslag til reformer er godt nok til at indlede forhandlinger om en ny økonomisk hjælpepakke til Grækenland.

Sådan lyder vurderingen fra de internationale långivere i skikkelse af EU, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF), fortæller unavngivne kilder i EU-systemet til både Reuters, AFP og dpa.

Det græske forslag blev sendt til Bruxelles torsdag, og siden har eksperter gennemgået det.

- Der er en positiv vurdering af det græske program, siger en EU-kilde til nyhedsbureauet AFP.

Samtidig konkluderer eksperterne ifølge Reuters, at Grækenland har brug for omkring 74 milliarder euro for at kunne leve op til sine gældsforpligtelser.

Lørdag skal eurolandenes finansministre mødes for at diskutere det græske forslag.

Ifølge AFP's kilde er der en 50/50-chance for, at ministrene siger god for reformpakken og går videre med forhandlingerne. At grækernes odds ikke er bedre, skyldes ifølge kilden, at eksempelvis Tyskland kan blive svær at overtale til at udstede nye lån og særligt eventuelt at skære noget af grækernes massive gæld.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkels, talsmand har indtil videre nøjedes med at konstatere, at det græske reformforslag er blevet modtaget.

Modsat har Frankrigs præsident, François Hollande, som står for en mindre kritisk linje over for grækerne, beskrevet forslagene som "seriøse og troværdige".

Søndag, hvor der både er indkaldt til eurotopmøde og EU-topmøde, er blevet nævnt som deadline for at nå frem til en græsk aftale. Sker det ikke, vil Grækenland formentlig skulle forlade euroen.

/ritzau/