EU klar med nye sanktioner - men venter med at aktivere

Skrevet af admin

09/02/2015

Mest læste i dag

EU-udenrigsministrene har mandag principgodkendt en udvidelse af sanktionerne i Ukrainekonflikten. Men selve ikrafttrædelsen udskydes til mandag i næste uge, erfarer Ritzau.

Beslutningen betyder, at yderligere 19 personer og ni virksomheder og andre enheder kan føjes til EU's sanktionsliste.

Sådan som sanktionerne er vedtaget, kræver det fuld enighed fra alle 28 EU-lande, hvis de skal bremses.

Men den forsinkede ikrafttræden åbner mulighed for, at processen kan bremses, hvis der sker fremskridt mod en fredsløsning på et planlagt topmøde onsdag i den hviderussiske hovedstad, Minsk, mellem lederne fra Rusland, Ukraine, Tyskland og Frankrig.

Beslutningen og Minsk-topmødet kan også nå at blive debatteret på EU's eget topmøde på torsdag i Bruxelles.

EU-præsident Donald Tusk har dog på forhånd ikke lagt op til, at denne uges topmøde skal træffe beslutninger om sanktioner eller om politikken over for Rusland generelt. Den debat er programsat til næste EU-topmøde, der finder sted 19.-20. marts.

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) lagde ved mødets begyndelse op til, at han var klar til at aktivere sanktionerne med det samme.

- Sanktioner handler om hele tiden at motivere Rusland til at fortsætte de forhandlinger, der foregår. Min forventning er, at det gør vi bedst ved at opretholde vores pres, samtidig med at der desværre er kampe.

- Det rigtige signal at sende til Putin er, at hvis kamphandlingerne stopper - så stopper sanktionerne også med det samme, sagde Lidegaard ved ankomsten til mødet.

Flere af EU-udenrigsministrene har i forbindelse med mødet udtrykt deres opbakning til den tyske kansler Angela Merkels og franske præsident Francois Hollandes mæglingsforsøg.

Men den danske minister taler om "mindre optimisme" med henvisning til, at Rusland flere gange før har sagt ét og gjort noget andet.

Den litauiske udenrigsminister, Linas Linkevicius, der som nabo til Rusland fører an i koret af strammere i EU, er endnu mere skeptisk.

- Vi vil alle acceptere, at der vil komme en aftale, en diplomatisk løsning - ingen vil have krig. Men vi kan kun bedømme ud fra udviklingen på jorden. Vi kan ikke stole på et eneste ord fra det russiske lederskab. Det er værdiløst, siger Linkevicius.

/ritzau/