EU klar med nye sanktioner - men venter med at aktivere

Skrevet af admin

09/02/2015

Mest læste i dag

EU-udenrigsministrene har mandag principgodkendt endnu en udvidelse af sanktionerne i Ukrainekonflikten. Men selve ikrafttrædelsen udskydes til mandag i næste uge.

Beslutningen betyder, at yderligere 19 personer og ni organisationer - deriblandt flere militære enheder - fra Rusland og separatistkontrollerede områder i det østlige Ukraine kan føjes til EU's sanktionsliste, hvis ikke der sker afgørende gennembrud i de næste dages forhandlinger.

Ifølge flere medierapporter er også en russisk viceforsvarsminister med på den opdaterede liste, der i forvejen tæller 132 personer og 28 virksomheder og organisationer.

Sådan som den nye runde sanktioner er vedtaget, kræver det fuld enighed fra alle 28 EU-lande, hvis de skal bremses.

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) forklarer efter mandagens EU udenrigsministermøde i Bruxelles, at beslutningen om at vente med at aktivere sanktionerne sker for at give det tysk-franske fredsinitiativ med forhandlinger med Ruslands og Ukraines ledere en chance.

- Det var for at give det signal, at vi bakker 100 procent op om de fredsforhandlinger, der pågår på onsdag i Minsk. Og jo også indirekte at hvis de skulle resultere i en våbenhvile og reelle ændringer på jorden, så er vi også klar til at overveje vores sanktioner.

- Men omvendt: Hvis ikke der sker noget, og hvis ikke vi i enighed træffer en anden beslutning, så træder de i kraft på mandag, siger Lidegaard.

Ministeren siger, at der i EU-kredsen er "behersket entusiasme" i forhold til forhandlingerne.

Han bekræfter, at beslutningen om at udskyde ikrafttrædelsen kom efter appel fra Ukraine og flere af de andre lande, der er tæt på forhandlingerne.

- De ønskede, at vi stod fast. Men også at vi gav signalet, at det her er noget, vi sådan set helst ville undgå, hvis forhandlingerne rent faktisk førte til noget fornuftigt.

Sanktionerne og eventuelle resultater fra Minsk-topmødet kan også nå at komme op på EU's eget topmøde på torsdag i Bruxelles. Som udgangspunkt er det dog ikke meningen, at topmødet skal debattere EU-sanktioner.

/ritzau/