EU klar til at forhandle om historiens største frihandelsaftale

»Betydningen af det her kan næsten ikke overvurderes - der er tale om den mest ambitiøse frihandelsforhandling for EU nogensinde,« siger Pia Olsen Dyhr til Berlingske Nyhedsbureau.

Ender Europa og amerikanerne med at blive enige om en aftale, vil den ifølge Pia Olsen Dyhr resultere i tusindvis af nye arbejdspladser i Danmark samt øge den danske eksport til USA betragteligt. I 2012 udgjorde den danske eksport til USA knap 100 milliarder kroner, og Pia Olsen Dyhr mener, at en frihandelsaftale kan øge eksporten med 20-25 milliarder kroner årligt

»En aftale med USA vil potentielt være af enorm rækkevidde, både politisk og økonomisk. Politisk vil den kunne være med til yderligere at underbygge den allerede stærke transatlantiske alliance. Og økonomisk vil den kunne skabe markant øget vækst og masser af nye arbejdsplader på begge sider af Atlanten,« siger Pia Olsen Dyhr og uddyber:

»Det er ikke kun EU og USA, der har gavn af en transatlantisk handelsaftale. En række tredjelande kan også drage stor fordel af, at EU og USA tilnærmer vores regler og standarder, hvilket vil gøre det nemmere for dem at få adgang til vores marked. Det er hele verden, der får fordel af en aftale,« siger hun.

Et af de emner, der trak fredagens forhandlinger i langdrag, var spørgsmålet om, hvorvidt den audiovisuelle sektor - det vil sige film, musik og spil - skulle med i aftalen eller ej. Franskmændene ville ikke have sektoren med i aftalen, fordi de frygter, at en frihandelsaftale med USA ville tage livet af diverse filmstøtteordninger.

»Aftalen betyder, at audiovisuelle tjenesteydelser ikke bliver en del af forhandlingerne i denne omgang. I forhold til den tvivl, der har været rejst på det her område, kan jeg slå 100 procent fast, at der ikke er grund til bekymring: Der bliver ikke med det mandat, vi har vedtaget, forhandlet med amerikanerne om det audiovisuelle område,« siger Pia Olsen Dyhr og uddyber:

»Der har reelt aldrig været risiko for, vi ikke kunne opretholde vores filmstøtteordninger nu og i fremtiden, men nu er der i hvert fald ingen, der kan være i tvivl længere,« siger hun.

Pia Olsen Dyhr forventer, at der hurtigt tages hul på reelle forhandlinger med amerikanerne.

»Jeg kan mærke, at ambitionerne er høje. Hvis alt går vel, kan vi have en aftale inden to år. Så er der alt det juridiske, og så snakker vi måske fem år i alt,« siger hun.

Dagens Gossip