EU-klimaplan er godt nyt for danske energivirksomheder

Skrevet af admin

22/01/2014

Dagens topnyheder

EU-Kommissionens plan om, at EU inden 2030 skal reducere CO2-forureningen med 40 procent i forhold til 1990-niveauet samt sætte bindende mål om 27 procent energiforsyning fra vedvarende enerkilder er et ambitiøst og afbalanceret kompromis.

Det mener EU-chef i Dansk Energi Ulrich Bang.

- Vi ser det som en understregning af, at man ønsker, at Europa fortsat lægger sig i front med ambitiøse klima- og energimål, siger han.

Set med danske øjne er udspillet vigtigt, fordi stærke CO2-mål og et robust CO2-kvotesystem er omdrejningspunktet for omstillingen af energisystemet i Europa.

Danske virksomheder eksporterer energiteknologi for omkring 60 milliarder om året, herunder 32 milliarder kroner alene fra grønne teknologier.

Derfor er det essentielt for danske virksomheder, at rammerne sikrer fortsatte ambitiøse investeringer i den grønne del af Europas energisektor de næste 25-50 år.

- Det grønne ben i den danske energieksport har været presset under de hårde forhandlinger forud for EU-Kommissionens plan. Men benet bevares, siger Ulrich Bang.

- Vi havde da med danske øjne gerne set 30 procent vedvarende energi. Men ser man realistisk på et Europa, som kun lige er på vej ud af den værste økonomiske krise siden 1930'erne, kan udspillet fra EU-Kommissionen godkendes som et balanceret kompromis, mener Ulrich Bang.

Dansk Energi håber dog på opstramninger, når det gælder forpligtelsen for de enkelte lande til at nå de 27 procent vedvarende energi.

- I modsætning til den tidligere 2020-plan er der ikke lagt bindende mål for de enkelte lande, men kun for EU samlet. Vi havde håbet på en mere konkret og mere ambitiøs målsætning for vedvarende energi.

Derfor er det afgørende, at det i de kommende forhandlinger konkretiseres, hvordan medlemslandene bidrager til det fælles mål. Desuden vil vi fastholde, at der også skal mål på bordet for energieffektiviteten, siger Ulrich Bang, EU-chef i Dansk Energi.

/ritzau/