EU-kommissær beklager færøsk WTO-sag

Skrevet af admin

04/11/2013

Dagens topnyheder

Hos EU-Kommissionen beklager man, at Færøerne mandag har besluttet at gå til Verdenshandelsorganisationen, WTO, for at få fjernet EU's sanktioner.

Det siger John Clancy, der er talsmand for EU's handelskommissær, Karel de Gucht.

- EU's beslutning om at indføre sanktioner på silde- og makrelfiskeri på Færøerne handler om at beskytte fiskebestanden. Bevarelsen af fiskebestandene er et fælles ansvar.

- Derfor beklager EU-Kommissionen, at Færøerne valgte den retslige vej gennem WTO i stedet for konstruktivt at tage fat på det underliggende problem med ikke-bæredygtigt fiskeri i sine vandområder, siger han.

Grundlaget for sagen er en række sanktioner, som EU har indført mod Færøerne efter en strid om fiskekvoter på sild og makrel.

Færøerne valgte at hæve sine fiskekvoter for silde- og makrelfiskeri, hvilket strider imod aftalerne med EU og med de andre lande, der fisker i det nordatlantiske.

Derfor er det i bund og grund øgruppens egen skyld, at sanktionerne endte med at blive sat i værk, lyder det fra kommissionen.

- Lad os gøre det klart: EU's beslutning har været en sidste udvej, efter at færingerne trak sig fra den eksisterende aftale for regionen og på egen hånd tredoblede deres sildekvote. Dette medfører ikke-bæredygtigt fiskeri, siger John Clancy.

Fra kommissionens side appellerer man nu til, at Færøerne går "konstruktivt ind i forhandlingerne" med EU og de involverede parter.

Samtidig skal forhandlingerne ske på "et solidt, videnskabeligt grundlag med henblik på at finde en holdbar og gensidigt tilfredsstillende fælles forvaltning af fiskeriet," lyder det.

/ritzau/