EU-kommissær vil have et europæisk efterretningsagentur

Skrevet af admin

20/11/2015

Mest læste i dag

EU-Kommissionen vil have oprettet et nyt fælles europæisk efterretningsagentur, så EU-landene får et bedre overblik over de sikkerhedstrusler, som de står overfor.

Det foreslår EU-kommissæren for indre anliggender, Dimitris Avramopoulos, fredag på et justitsministermøde i Bruxelles, hvor EU-landene skal diskutere styrket samarbejde om sikkerhed efter terrorangrebet i Paris sidste weekend.

Efter angrebet på det satiriske franske ugemagasin Charlie Hebdo i januar foreslog EU-Kommissionen, at der oprettes et nyt antiterror-center hos Europol, og det sker fra 1. januar.

- Nu er tiden inde til at tage endnu et skridt fremad og skabe fundamentet for skabelsen af et europæisk efterretningsagentur, siger Avramopoulos.

Men Tysklands indenrigsminister, Thomas de Maiziere, mener, at forslaget er for vidtgående.

- Vi skal koncentrere os om at forbedre udvekslingen af informationer mellem de institutioner, der allerede findes. Det vil virkelig være til gavn for sikkerheden, siger den tyske indenrigsminister.

Den formodede hjerne bag angrebene i Paris, den internationalt efterlyste belgiske islamist Abdelhamid Abaaoud, blev onsdag dræbt under en politiaktion i Paris-bydelen Saint-Denis.

Men de franske myndigheder troede, at 28-årige Abaaoud var i Syrien. Derfor rejser hans tilstedeværelse i Paris nye spørgsmål, både om Schengen-områdets gennemhullede ydre grænser og om udvekslingen af efterretningsoplysninger mellem EU-landene.

- Alle må forstå, at det haster med, at Europa vågner op og organiserer sig selv og forsvarer sig mod terrortruslen, sagde den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, torsdag.

Han har især klaget over, at Frankrig ikke har modtaget informationer fra andre europæiske lande om, hvor Abdelhamid Abaaoud befandt sig.

Frankrigs præsident, François Hollande, har sagt, at angrebene i Paris, der kostede mindst 129 mennesker livet, er "planlagt i Syrien, forberedt og organiseret i Belgien".

Den belgiske premierminister, Charles Michel, afviser kritik af sit lands sikkerhedstjenester og siger, at det blandt andet var belgiske efterretningsoplysninger, der ledte til aktionen i Paris, hvor Abaaoud blev dræbt, og et nyt angreb forhindret.

/ritzau/