EU-Kommissionen efterser stramme bankkrav efter krisen

Skrevet af admin

15/07/2015

Dagens topnyheder

Europa-Kommissionen lancerer onsdag en offentlig høring, for at undersøge hvordan blandt andet små virksomheder er blevet ramt af EU's strengere kapitalkrav, der blev indført i 2013.

I høringen kan relevante aktører og myndigheder give deres besyv med om, hvordan EU's strengere regler for bankers udlån fungerer i praksis, oplyser kommissionen i en pressemeddelelse.

I kølvandet på finanskrisen strammede EU sine kapitalregler for at bremse udlån til eksempelvis små virksomheder og finansiering af infrastrukturprojekter. Kapitalkravsdirektivet trådte i kraft i 2013.

- Kapitalkravsdirektivet kræver i sig selv, at vi undersøger effekten af lovgivningen. Så i dag lancerer jeg et gennemsyn af disse regler, siger den britiske kommissær for finansiel stabilitet, Jonathan Hill, i en skriftlig kommentar.

- I løbet af de næste 12 uger vil vi søge oplysninger om, hvordan reglerne fungerer i praksis.

Høringen løber frem til den 7. oktober.

- Jeg vil gerne høre om praktiske eksempler, der bliver bakket op af detaljerede tal, som kan hjælpe os til at gennemgå lovgivningen, siger Jonathan Hill.

- Det er det rigtige at gøre, hvis vi vil sikre, at vi får den bedst mulige balance mellem risikostyring og mulig vækst. Det er også en del af vores forpligtigelse til bedre regulering, at vi ikke regulerer mere end nødvendigt og at sætte vores tilgang i proportioner.

Det er normalt, at EU sender love i høring for at se, hvordan de virker i praksis.

EU-Kommissionen vil samle høringssvarene, der kan bane vejen for en endelig rapport, som kommissionen udgiver i 2016.

/ritzau/