EU-Kommissionen: EU-lande kan købe sig til indflydelse

Skrevet af admin

13/01/2015

Mest læste i dag

Så længe det kun er EU-Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank, der skyder penge i EU's stort anlagte nye investeringsfond, så er det også kun dem, der skal have indflydelse på, hvordan pengene skal bruges.

Men kommissionen lokker i et lovudspil tirsdag med, at EU-lande og andre, der bidrager til fonden EFSI, også får en stemme i det nye styrelsesråd.

De enkelte bidragyderes stemmevægt vil ifølge kommissionens forslag afhænge af størrelsen på deres bidrag.

- Jeg vil gerne forny min appel til medlemslandene om at bidrage til denne strategiske investeringsfond, siger kommissionsformand Jean-Claude Juncker på et pressemøde.

Den nye EU-kommission under ledelse af Juncker præsenterede i slutningen af november sidste år sin plan om at sparke gang i Europas økonomi ved hjælp af en fond, der skal kunne støtte investeringer med mindst 2350 milliarder kroner.

Tanken er, at EU skal stille med en garanti på 119 milliarder kroner, mens Den Europæiske Investeringsbank (EIB) kommer med 37 milliarder kroner.

De penge skal som den mest risikovillige kapital tiltrække bidrag fra private investorer, som ifølge kommissionens analyse har penge nok, men som bare tøver med at investere i for eksempel store infrastruktur- og energiprojekter.

Skitsen til, hvordan der skal træffes beslutninger om anvendelsen af den kommende fond, fremgår af kommissionens konkrete lovforslag, der bliver præsenteret tirsdag i Europaparlamentet i Strasbourg.

Af forslaget fremgår, at styrelsesrådet skal træffe beslutninger om fondens overordnede retningslinjer, principperne bag investeringerne og for fordeling af pengene, risikoprofil og den strategiske politik.

Den konkrete fordeling af pengene til investeringsprojekter skal afgøres af en investeringskomité bestående af seks uafhængige eksperter og en direktør ansat af styrelsesrådet.

Forslaget fra kommissionen skal nu lovbehandles af medlemslandene og i EU-Parlamentet. Parterne har allerede antydet, at de vil køre lovgivningen hurtigt igennem med henblik på, at fonden kan være klar til brug allerede til sommer.

/ritzau/