EU-Kommissionen rækker Frankrig og Italien en hånd

Skrevet af admin

13/01/2015

Mest læste i dag

EU-Kommissionen lægger tirsdag op til at give mere snor til, at økonomisk trængte lande kan bruge flere penge på reformer og investeringer uden at risikere at blive straffet for brud på EU's budgetregler.

Den nye fortolkning af reglerne i Stabilitets- og Vækstpagten øger sandsynligheden for, at Frankrig og Italien klarer frisag, når kommissionen til marts skal afgøre, om landene skal idømmes bøder for brud på reglerne.

- Finanspolitisk ansvarlighed er nødvendig, men ikke i sig selv tilstrækkelig betingelse for job og vækst, siger økonomikommissær Pierre Moscovici ved præsentation af kommissionens forslag til en mere fleksibel fortolkning af pagtens regler.

Kommissionen mener, at der skal være plads til 0,5 procentpoints afvigelse fra kravet om et maksimalt budgetunderskud på tre procent af bruttonationalproduktet (BNP).

Betingelsen er, at der skal være brugt penge på omfattende reformer, der har beviseligt positiv indflydelse på budgettet på længere sigt. Og at reformerne vel at mærke skal gennemføres.

Den mere fleksible fortolkning af reglerne kan også gælde med tilbagevirkende kraft.

Tirsdagens melding fra EU-Kommissionen er forsøg på at lukke en langvarig debat, der tager udgangspunkt i, at de to store eurolande Frankrig og Italien har svært ved at overholde reglerne.

Frankrig har allerede fået mere tid til at leve op til kravet om et offentligt underskud på maksimalt tre procent af BNP, mens Italien er i søgelyset for at være for lang tid om at få bragt sin høje gæld ned.

Kommissionen forsikrer om, at dens mere fleksible fortolkning ligger helt inden for de allerede eksisterende regler.

- Vi kommer med en fortolkning af Stabilitets- og Vækstpagten. Der er ikke tale om, at vi ændrer eller justerer i selve pagtens regler, siger kommissionens næstformand med ansvar for euroen, Valdis Dombrovskis.

/ritzau/