EU-Kommissionen vil sætte internettet fri

Skrevet af admin

12/02/2014

Mest læste i dag

De seneste måneders mange afsløringer af USA's aflytning og overvågning i Europa og flere andre landes forsøg på at kontrollere deres borgeres færden i cyberspace får nu EU-Kommissionen til at spille ud med et ønske om at reformere internettet.

- Vi debatterer det her på et tidspunkt, hvor tilliden har lidt et knæk. Og på et tidspunkt hvor flere regeringer søger mere kontrol med internettet.

- Der er ikke brug for en revolutionerende ny tilgang for topstyret kontrol med internettet. Der er ikke brug for regeringskontrol.

- Det, der er brug for, er at globalisere den eksisterende interessentmodel. Og at sikre, at vi forankrer den i grundlæggende rettigheder og menneskerettigheder, siger EU-kommissær Neelie Kroes, der har ansvar for den digitale dagsorden, onsdag i Bruxelles.

Meldingen fra Kroes er ikke umiddelbart et udspil til ny lovgivning i EU, men kommer forud for en række forhandlinger, der kører i internationalt regi det kommende års tid.

Konkret foreslår kommissæren blandt andet, at EU skal arbejde for at få en klar tidsplan for en reel globalisering af den amerikansk baserede organisation Icann, der står for den overordnede fordeling af plads og efternavne på internettet.

Kroes vil også sikre, at den overordnede kontrol med internettet ikke ligger hos hverken FN, enkelte regeringer, virksomheder eller andre parter.

Hun lægger omvendt op til en styrkelse af det allerede eksisterende Internet Governance Forum, som siden 2006 har samlet repræsentanter for regeringer, virksomheder, civilsamfund og teknikere til et årligt debatmøde, der dog ikke skal træffe beslutninger.

EU-kommissæren støtter også etableringen af en netbaseret platform, der kan skabe åbenhed om kontrollen med internettet, samt en grundig gennemgang af konflikter og forslag til løsninger af konflikter mellem lovgivning i forskellige lande.

Kommissærens udspil skal nu diskuteres med EU's medlemslande og med Europaparlamentet som optakt til blandt andet mødet Netmundial til april i Brasilien, hvor interessenter fra hele verden vil diskutere den fremtidige styring af internettet.

/ritzau/