EU-Kommissionen vil skabe ny asyladgang til Europa

Der skal patruljeres mere i Middelhavet, bruges flere penge for at forhindre menneskesmugling og -handel, og så bør det undersøges, om der praktisk kan åbnes for, at man kan søge asyl i EU, endnu inden man er ankommet til Europa.

Det er nogle af anbefalingerne fra en særlig EU-taskforce, som blev nedsat efter flygtningekatastrofen ud for italienske Lampedusa i oktober, og som EU's indenrigskommissær, Cecilia Malmström, præsenterer onsdag i Bruxelles.

- Tragedien i Lampedusa udløste en meget omfattende følelsesmæssig reaktion over hele Europa. Et kor af stemmer, der opfordrede til handling for at undgå den slags katastrofer i fremtiden.

- Jeg stoler på, at den fremdrift ikke er forsvundet, siger Malmström på et pressemøde i Bruxelles.

Allerede straks efter tragedien pressede Italien med opbakning fra en række andre EU-lande langs Middelhavet på for at få andre EU-lande til at udvise mere solidaritet og hjælpe dem med at håndtere flygtningepresset på deres kyster.

Kommissær Malmström luftede allerede på et justitsministermøde ugen efter tragedien idéen om, at vejen til Europa kan gøres mindre farlig, hvis det bliver muligt at søge asyl til et EU-land på afstand.

Hidtil har der ikke været opbakning til den idé blandt EU's medlemslande, der har meget forskellige forhold og interesser i relation til flygtninge og asylansøgere.

Mens de sydeuropæiske lande argumenterer for, at de har et uforholdsmæssigt stort pres på deres grænser og overfyldte migrantcentre, påpeger blandt andre Danmark, Tyskland og Sverige, at mange flygtninge søger nordpå, så snart de kan.

EU-Kommissionens taskforce anbefaler handling på fem områder.

- Styrket grænseovervågning for at redde liv,

- Assistance og solidaritet inden for EU for at sikre effektiv asylbehandling,

- Styrket samarbejde i kampen mod menneskehandel, -smugling og organiseret kriminalitet,

- Stærkere indsats for at sikre, at man kan komme sikkert til Europa - herunder undersøgelse af muligheden for at søge asyl fra lande uden for EU og

- Øget samarbejde med tredjelande og indsats i flygtninges nærområder.

Anbefalingerne fra kommissionens taskforce og kommissær Malmström kommer torsdag til debat på et møde i Bruxelles blandt EU-landenes justits- og indenrigsministre. Justitsminister Morten Bødskov (S) deltager fra Danmark.

/ritzau/

Dagens Gossip