EU kræver mere demokrati i Ukraine

Det siger Europaminister Nicolai Wammen efter et besøg hos Ukraines præsident Viktor Janukovitj sammen med udenrigsministrene fra Polen, Litauen og Holland.

Tilbage i december 2011 forhandlede Ukraine og EU en politisk associeringsaftale, som også indeholder en omfattende frihandelsaftale, på plads, og den ligger klar til at blive underskrevet. Men EU har endnu ikke ønsket at skrive under, før man har set fremskridt i den tidligere sovjetrepublik.

»Vi har haft en åbenhjertig samtale med Ukraines præsident, hvor vi har gjort det klar, at landet må vise, at man lever op til det værdifællesskab, som ligger til grund for et så tæt politisk og økonomisk samarbejde med EU,« siger Wammen.

Aftalen er en af de mest ambitiøse aftaler, som EU har tilbudt til et naboland, og den har ligget klar til underskrift i over et år. Men bolden ligger hos Ukraine, der må vise, at landet lever op til det værdifællesskab, som ligger til grund for et så tæt politisk og økonomisk samarbejde med EU.

Tidligere på måneden kom Ukraine et skridt nærmere EU, da præsident Janukovitj meddelte, at han havde benådet to politiske modstandere, der har siddet fængslet under anklage for magtmisbrug.

Samme anklage blev brugt til at få den 51-årige Julia Timosjenko sat bag tremmer, hvor hendes helbred i øvrigt er blevet stærkt svækket.

»Vi opfordrede præsidenten til at løslade Timosjenko. Der har været en rettergang, som ikke lever op til de standarder, man kan forvente for retssager i et demokrati,« siger Nicolai Wammen.

Sagen mod Julia Timosjenko ses i EU som politisk motiveret og orkestreret af Viktor Janukovitj, og derfor er landets forhåbninger om tættere tilknytning til EU lagt på is, indtil Timosjenko bliver løsladt.

Dagens Gossip