EU kritiserer Frankrigs skattepolitik

Skrevet af admin

12/11/2013

Mest læste i dag

Den franske regerings skattepolitik er nået til smertegrænsen, og den høje virksomhedsskat hæmmer både den økonomiske vækst og beskæftigelsen, hedder det i en advarsel fra EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso.

- Frankrig er i høj grad det land, hvor virksomheder betaler de højeste skatter, siger Barroso i et tv-interview, hvor han opfordrer Frankrig til at mindske de offentlige udgifter, hvilket vil bane vej for mere økonomisk vækst.

Barroso roser den franske regering for at at ville gå den vej i dens finanslovudspil for næste år.

Frankrig er den næststørste økonomi i eurozonen, men landets vækst er lav. I sidste kvartal lå den på 0,5 procent.

EU-Kommissionen offentliggør fredag dens vurderinger af euro-landenes økonomiske kurs. Her vil opmærksomheden ikke mindst være rettet mod Tyskland, hvis store overskud i handelsbalancen vækker bekymring.

EU's økonomikommissær, Olli Rehn, mener, at Tyskland bør sørge for at få øget den indenlandske efterspørgsel for at få afbalanceret handelsbalancen.

Barroso opfordrer til øget samarbejde.

- Der er nogle lande, som har mistet eksportmarkeder - deriblandt Frankrig, Storbritannien og Italien. Vi er nødt til at arbejde sammen, så vi alle bliver mere konkurrencedygtige.

Frankrig fik i sidste uge sin kreditvurdering nedjusteret af ratingbureauet Standard & Poor's. S&P's rating af Frankrig lyder nu på AA mod tidligere AA+.

Nedgraderingen begrundes med, at den svage vækst i Frankrig hæmmer de offentlige finanser i landet. Samtidig betoner S&P, at den franske regerings reformer af blandt andet skatteområdet og arbejdsmarkedet ikke vil være i stand til at løfte Frankrigs vækst.

/ritzau/AFP