EU-kritisk parti retter fejl i sit kampagnemateriale

Skrevet af admin

30/11/2015

Dagens topnyheder

Folkebevægelsen mod EU er blevet nødt til at fjerne tekstpassager, blogindlæg og infografikker i deres kampagne frem mod afstemningen om retsforbeholdet den 3. december på grund af en faktuel fejl.

Det skriver partiet på sin hjemmeside.

I kampagnen har de skrevet, at den kommende EU-anklagemyndighed vil kunne gennemføre efterforskningsskridt i de europæiske lande uden at involvere de nationale myndigheder.

Men det er forkert. En EU-anklager vil i fremtiden kunne få gennemført efterforskningsskridt i de respektive EU-lande, men ikke uden at orientere landene.

Det er nemlig de enkelte landes myndigheder, der i praksis skal udføre dele af efterforskningsskridtene. Sådan ser det i hvert fald ud, der hvor forhandlingen står lige nu, skriver partiet.

De pointerer, at der ikke er flere fejl i resten af annoncernes kritik af EU-anklagemyndigheden og arrestordre.

Ifølge partiet betyder arrestordren, at man kan blive udleveret til retsforfølgelse i andre EU-lande, uagtet om forholdet også er forbudt efter dansk strafferet, og uagtet om der er bekymring for de grundlæggende rettigheder.

- Vi mener stadig, at der er en række demokratiske og retssikkerhedsmæssige problemer ved begge dele. Derfor fastholder vi resten af annoncernes indhold, står der.

- Vi er kede af, at vi har fejlinformeret offentligheden i vores kampagne. Vi har straks fjernet de tekstpassager, blogindlæg og infografikker, hvor fejlinformationen finder sted.

Danskerne skal til stemmeurnerne torsdag for at stemme om, hvorvidt de ønsker en tilvalgsordning, eller om de ønsker at bevare retsforbeholdet.

Forskellige meningsmålinger viser, at der er dødt løb.

/ritzau/