EU lægger op til at underkende dansk landbrugspakke

Skrevet af admin

10/05/2016

Dagens topnyheder

Regeringens omstridte landbrugspakke kan være i strid med hele tre EU-direktiver, skriver EU-Kommissionen i et brev til miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).

Det skriver avisen Information, som er i besiddelse af kommissionens skrivelse.

Kommissionen peger i brevet på flere punkter, som den mener, ser ud til at være i strid med vandrammedirektivet, nitratdirektivet og habitatdirektivet.

Det hedder i brevet, at landbrugspakken kan føre til forværring af tilstanden i vandmiljøet og grundvandet, fordi man har tilladt øget gødskning og ophævet randzonerne, samtidig med at de kompenserende tiltag enten er frivillige, endnu ikke på plads eller måske først virkningsfulde om flere år.

- Det er derfor ubestrideligt, at der ikke er taget højde for konsekvenserne for grundvandet, eftersom disse konsekvenser foreløbig er ukendte, hedder det i skrivelsen ifølge Information.

EU-Kommissionens brev til miljø- og fødevareministeren gør indtryk på De Konservative, som leverede de afgørende stemmer til den omstridte pakke.

- Hvis ikke vi tager denne henvendelse alvorligt, kan det ende med, at EU tilbageholder støtte til danske landmænd. Så ender vi med en landbrugspakke, der er lavet for at hjælpe landbruget, men som i sidste ende koster dem mange penge, siger miljøordfører Mette Abildgaard (K).

Konservative valgte i det stormfulde forløb om pakken, som Konservative ønskede mere grøn, at vælte den tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V). Det skete, da hun efter partiets mening ikke havde fremlagt retvisende tal i forbindelse med behandlingen af pakken.

Landbrugspakken blev vedtaget, et par dage før Eva Kjer Hansen trak sig, og Esben Lunde Larsen (V) overtog posten.

/ritzau/