EU lægger pres på Rusland: Løslad bortført officer

Skrevet af admin

12/09/2014

Mest læste i dag

EU blander sig nu i sagen om den estiske politiofficer, der er tilbageholdt i Rusland med et krav om, at han omgående bliver løsladt og får lov til at vende hjem.

Regeringen i Estland beskylder Rusland for at have pågrebet politimanden Eston Kohver på estisk territorium og ført ham over grænsen.

- Den slags handlinger fra Ruslands Føderation er imod international lov og princippet om grænsers ukrænkelighed, hedder det i en udtalelse fra EU.

Det tilføjes, at EU's delegation i Moskva er i kontakt med de russiske myndigheder og forsøger at finde en hurtig løsning på sagen, der kommer på et tidspunkt, hvor forholdet mellem Rusland og de vestlige lande i forvejen er elendigt på grund af konflikten i Ukraine.

Estland hævder, at Eston Kohver blev bortført at bevæbnede russere, da han forsøgte at stoppe ulovlige aktiviteter nær grænsen til Rusland, hvor der de senere år har været mange hændelser med smugling af våben og varer samt ulovlig indvandring.

Eston Kohvers advokat, Nikolaj Polosov, sagde torsdag til nyhedsbureauet AFP, at de russiske myndigheder mandag sigtede hans klient for spionage og nu risikerer op til 20 års fængsel.

Advokaten fik sagen onsdag og har endnu ikke talt med Kohver, der er anbragt i et fængsel i Moskva, hvortil der kræves en særlig besøgstilladelse.

- Jeg kan derfor ikke give hans version af begivenhederne, siger Polosov.

Han anser spionanklagerne for at være retsstridige, fordi Kohver blev bortført.

- Hvis en person er bortført, er alt, hvad der bliver gjort mod ham bagefter, ulovligt, siger forsvarsadvokaten.

Den russiske sikkerhedstjeneste, FSB, afviste torsdag at kommentere sagen.

Danmarks udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), undrer sig over sagen.

- Det er en raslen med sablen på en mærkelig måde, der giver mindelser om en fjern fortid, som ingen af os ønsker tilbage, sagde han torsdag til Ritzau i forbindelse med et nordisk-baltisk ministermøde i Estland.

/ritzau/AFP