EU-lande blokerer for dansk salmonella-sikkerhed

Skrevet af admin

11/01/2014

Dagens topnyheder

Flere EU-lande blokerer "af principielle årsager" for, at danske forbrugere kan opnå en højere sikkerhed for salmonellafri kyllinger.

Det fremgår af et svar til Folketinget fra fødevareminister Dan Jørgensen (S).

Danmark har siden 2007 forsøgt at opnå en såkaldt særstatus i EU, når det gælder bekæmpelsen af salmonella i kyllingekød.

En sådan særstatus ville blandt andet betyde, at de danske myndigheder kan stille særligt strenge krav til det kyllingekød, der havner i de danske kølediske fra de andre EU-lande.

Men selvom Danmark lever fuldt og helt op til EU's formelle krav for at opnå den fordelagtige særstatus, så modsætter de andre lande sig at give Danmark det blå stempel, fremgår det af svaret fra fødevareministeren.

"Flere medlemslande er imod af principielle årsager, idet de mener, at det vil betyde et Europa i to hastigheder, hvilket er i strid med EU's grundprincip og varernes frie bevægelighed", hedder det i svaret.

Ministeren kalder situationen "drøn-ærgerlig".

- Det her understreger endnu en gang, at Danmark er et af de førende lande, når det kommer til fødevaresikkerhed. Så jeg synes, det er drønærgerligt, at vi ikke kan få en særstatus, som erhvervet har kæmpet hårdt for, siger Dan Jørgensen til Ritzau.

Fødevareministeren vil nu tage sagen op med EU's sundheds- og forbrugerkommissær, Tonio Borg.

- Jeg vil gerne kunne give det danske erhverv det skulderklap og den klare fordel, det vil være at få en særstatus, siger han.

Hos brancheforeningen Dansk Slagtefjerkræ vækker det dyb forundring, at Danmark ikke kan opnå en særstatus, selvom alle krav er opfyldt.

- Det er vi meget kede af, og vi har også svært ved at forstå det, siger sektorchef Birthe Steenberg til Ritzau.

- Der er altså nogle lande, der er bange for, at man får fødevaresikkerhed i to tempi, men da Sverige og Finland allerede har særstatus på området, så har vi svært ved at forstå det argument, siger hun.

Hun understreger, at det både er branchen og de danske forbrugere, der taber på den manglende godkendelse.

- Det ville være en dejlig blåstempling, når vi skal ind på andre markeder. Det signalerer jo, at man har styr på sin produktion.

- Og med en særstatus ville de danske forbrugere desuden kunne forvente, at alt kyllingekød på det danske marked ville være testet for salmonella. Det kan man ikke i dag, påpeger Birthe Steenberg.

/ritzau/