EU-lande føler sig bagud i jagten på mulige terrorister

Europæere, der rejser i krig og vender hjem, udgør for tiden en af de mest akutte trusler mod Europa.

Det mener både EU's indenrigs- og migrationskommissær, EU's antiterrorkoordinator og de 28 EU-landes justits- og indenrigsministre.

De sender fra deres møde fredag i Bruxelles igen en indtrængende appel til EU-Parlamentet om at åbne for at udveksle oplysninger om flypassagerer og identificere mistænkelige rejsende gennem de såkaldte PNR-lister.

- Det er vel 10. gang, ministrene gentager, hvor nødvendigt det her er.

- Det er et af få værktøjer - eller måske det eneste - man kan bruge til at opdage mistænkelige rejsende, som man ikke på forhånd kender til, siger antiterrorkoordinator Gilles de Kerchove på et pressemøde.

PNR-registre indeholder en lang række oplysninger om flypassagerer - for eksempel deres adresse, rejserute, sædenummer, hvordan de har betalt for billetten, og hvor meget bagage de har med.

EU's medlemslande har i to år forsøgt at forhandle en aftale på plads med EU-Parlamentet for at få lavet et europæisk PNR-register.

Et flertal i parlamentets borgerrettighedsudvalg blokerer for den nødvendige lovgivning med henvisning til frygten for overvågningssamfundet.

Da ministrene sidst holdt møde i Luxembourg, appellerede de til parlamentet om at fjerne blokeringen.

Parlamentets ordfører i forhandlingerne, den britiske konservative Timothy Kirkhope, har lovet, at han fortsætter forsøget.

Men i sidste uge gik det samlede parlament et stort skridt i den modsatte retning, da et flertal besluttede at bede EU-Domstolen checke, om en aftale om et PNR-register mellem EU og Canada overhovedet er lovligt.

Kommissær Dimitris Avramopoulos medgiver, at parlamentets beslutning om EU-Canada-aftalen giver problemer for planerne om EU's eget PNR-register.

Men han er endnu ikke klar til at sige, om han vil lede efter en helt ny løsning som for eksempel at omgå parlamentet ved at lave det som en aftale mellem 28 enkeltlande i stedet for en EU-aftale.

- Vi klør på, og jeg tror, at vi meget snart vil være i stand til at svare på de spørgsmål. Vi er i en overgangsfase. Men vi vil ikke sætte EU-borgernes sikkerhed på spil, siger Avramopoulos.

/ritzau/

Dagens Gossip