EU-ledere er i åbent skænderi over asylkvoter

Skrevet af admin

26/06/2015

Dagens topnyheder

Det er under skænderi, at EU's stats- og regeringschefer torsdag aften debatterer asylpolitik og spørgsmålet om en tvungen kvoteordning på EU-topmødet i Bruxelles.

Ritzau erfarer blandt andet, at Italiens premierminister, Matteo Renzi, har kritiseret andre lande for ikke at udvise solidaritet.

Han skal blandt andet have udtrykt, at "hvis det her er jeres idé om Europa, så kan I få det for jer selv - enten har vi solidaritet, eller lad være med at spilde vores tid."

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, har forsøgt at lægge en dæmper på gemytterne, hvortil Renzi har svaret: "Jeg er en følelsesladet mand".

Stridspunktet drejer sig om ét ord: Frivillig.

Skal EU-Kommissionens forslag om fordelingen af 40.000 asylansøgere, der er kommet til middelhavslandene Italien og Grækenland, være frivillig eller ej.

Udkastet, der lå på bordet ved mødets start, er ifølge Ritzaus oplysninger blevet kasseret, og en ny tekst er i stedet blevet delt ud. I den nye tekst er det understreget, at en kvoteordning skal være frivillig.

Blandt landene, der har ønsket at putte ordet frivillig ind i teksten, er Storbritannien, Tjekkiet, Litauen og Spanien.

De lande, som ønsker, at der skal være en bindende kvoteordning, tæller Italien, Sverige, Østrig, Grækenland, Belgien, Holland, Luxembourg og Malta.

De får støtte af EU's udenrigschef, Federica Mogherini, og kommissionsformand Jean-Claude Juncker.

Mogherini skal blandt andet have givet udtryk for, at det er umuligt for hende at forhandle med asylansøgernes oprindelseslande i Afrika, hvis ikke de europæiske lande er i stand til at udvise større sammenhold.

Det kommer ikke som en overraskelse, at forslaget om en bindende eller ikke-bindende fordeling af de 40.000 asylansøgere vækker stor debat.

En højtstående EU-embedsmand sagde onsdag inden mødet, at bindende kvoter dikteret fra Bruxelles "ikke kan flyve".

EU-lederne havde også specifikt bedt om en frivillig ordning på et ekstraordinært topmøde i april, der kom i kølvandet på en stor migrantkatastrofe i Middelhavet.

Trods ledernes ønske kom kommissionen med et forslag om en bindende kvoteordning.

På grund af retsforbeholdet er Danmark ikke bundet af, hvad landene måtte enes om.

Under debatten tog den fungerende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) også kortvarigt ordet ifølge Ritzaus oplysninger og beskrev Danmarks særlige juridiske stilling.

Hun fremlagde samtidig de seneste danske asyltal, men angav ingen dansk politisk holdning.

/ritzau/