EU-ledere kaldt til Bruxelles efter migrantkatastrofe

Skrevet af admin

20/04/2015

Mest læste i dag

EU-præsident Donald Tusk kalder til ekstra topmøde torsdag som reaktion på weekendens migrantkatastrofe i Middelhavet. Det skriver han på Twitter.

I en videomeddelelse beskriver Tusk situationen i Middelhavet som "dramatisk".

- Det kan ikke fortsætte på den måde. Vi kan ikke acceptere, at flere hundrede mennesker dør under deres forsøg på at krydse havet til Europa. Derfor har jeg besluttet at indkalde et ekstra møde i Det Europæiske Råd på torsdag, siger Tusk.

Han beskriver målet med topmødet som at få en diskussion på højeste niveau af, hvad medlemslandene og EU-institutionerne kan og må gøre i fællesskab for at håndtere situationen.

- Jeg forventer ingen hurtig løsning. For der er ingen. Jeg forventer ikke, at vi løser roden af problemet med migration. For der er ingen løsning. Havde den været der, havde vi anvendt den forlængst, siger EU-præsidenten.

/ritzau/