EU-ledere kaldt til Bruxelles efter migrantkatastrofe

Skrevet af admin

20/04/2015

Mest læste i dag

EU-præsident Donald Tusk kalder EU's stats- og regeringschefer til ekstra topmøde torsdag i Bruxelles som reaktion på weekendens migrantkatastrofe i Middelhavet. Det skriver han på Twitter.

I en videomeddelelse beskriver Tusk situationen i Middelhavet som "dramatisk".

- Det kan ikke fortsætte på den måde. Vi kan ikke acceptere, at flere hundrede mennesker dør under deres forsøg på at krydse havet til Europa. Derfor har jeg besluttet at indkalde et ekstra møde i Det Europæiske Råd på torsdag, siger Tusk.

Han beskriver målet med topmødet som at få en diskussion på højeste niveau af, hvad medlemslandene og EU-institutionerne kan og må gøre i fællesskab for at håndtere situationen.

- Jeg forventer ingen hurtig løsning. For der er ingen. Jeg forventer ikke, at vi løser roden af problemet med migration. For der er ingen løsning. Havde den været der, havde vi anvendt den forlængst, siger EU-præsidenten.

Han understreger, at situationen i Middelhavet ikke kun angår landene mod syd.

- Det angår os alle sammen. Det er derfor, vi er nødt til at handle i fællesskab nu, siger Tusk og nævner en række mulige emner, EU skal håndtere.

Det handler blandt andet om, hvordan man sætter en stopper for "kyniske menneskesmuglere, der tjener penge på at sætte migranters liv på spil", om en styrket redningsindsats på havet, om hjælp til de mest berørte EU-lande og om de lande migranterne rejser igennem på vej til Europa.

Det ekstra topmøde kommer i stand efter pres fra især den italienske premierminister, Matteo Renzi, der appellerede til Tusk allerede søndag, da der kom rapporter om 700 døde ved et skibsforlis syd for Lampedusa.

Mandag er der igen melding om skibe i nød. Ifølge premierminister Renzi samarbejder Italien og Malta om to redningsaktioner.

Den Internationale Organisation for Migration ( IOM ), meddelte tidligere mandag, at den havde modtaget et nødopkald fra en synkende båd i Middelhavet med over 300 mennesker om bord.

/ritzau/