EU-ledere med kurs mod konfrontation

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og de øvrige EU-landes stats- og regeringschefer lægger torsdag eftermiddag ud i krigens fodspor, inden de sætter sig til middagsbordet for at tale om, hvad de egentlig vil med sig selv og hinanden de næste fem år.

Mindehøjtideligheden for nogle af de store slag i Første Verdenskrig er et andægtigt bagtæppe for det, der meget vel kan blive et på andre måder bittert minde for Europa.

Den store konfrontation mellem Storbritannien og Ungarn på den ene side og de 26 øvrige lande på den anden om valget af Jean-Claude Juncker som ny formand for EU-Kommissionen ventes først fredag eftermiddag.

Men torsdag aften kommer først et forsøg på i nogenlunde mindelighed at enes om, hvad det er for en politik, Juncker - hvis altså det bliver ham - skal udføre de næste fem år.

Forsøget på at definere en såkaldt strategisk dagsorden for EU's arbejde er nyt.

Det er af nogle iagttagere blevet beskrevet som et forsøg på at give den nye kommission håndjern på, så den begejstrede europæer ikke løber løbsk i sin iver på et tidspunkt, hvor vælgerne trækker den modsatte vej.

Og også som led i at give lederne - og deriblandt den britiske premierminister, David Cameron - mere hånd i hanke med, hvad vej EU skal gå.

Der er ifølge flere EU-diplomater i hvert fald tale om et forsøg på at vise både den kommende kommissionsformand og det nyvalgte parlament, at det stadig er medlemslandene, der "er i førersædet".

Programmet er delt i fem områder - økonomien, borgernes velbefindende, energi, justitsområdet og EU som global aktør.

Tænketankseksperten Janis Emmanouilidis fra European Policy Center siger på baggrund af et udkast til det strategiske program, at det er blevet så tilpas bredt, at alle medlemslande kan finde sig selv i det - og at kommissionen stadig har manøvrerum.

- Men det overordnede budskab er, at tiden ikke er til at tage store skridt, siger Emmanouilidis.

Efter debatten om programmet er lederne fredag eftermiddag klar til at vælge, hvem der skal føre det ud i livet. Alt tyder på, at Cameron og den ungarske premierminister, Viktor Orbán, bliver stemt ned, og Juncker bliver valgt.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV